Skovlandbruget humlebækgård

Humlebækgård er under opstart og information opdateres løbende

På Køge Fælles Jord har vi længe drømt om at kunne udvide dyrkningsarealet til en størrelse, hvor vi begynder at kunne kalde det et landbrug. I et samarbejde med Planetary Soil Fund er denne drøm blevet en realitet. Jordfonden, Planetary Soil Fund har købt Humlebækgård (Egøje Byvej 4, Køge) og de deler Køge Fælles Jord’s ønske om, at transformere vores fødevaresystem og regenerere jorden.

Køge Fælles Jord opstarter derfor 22 ha. skovlandbrug i 2026. Køge Fælles Jord forpagter både gården og den tilhørende jord. Vi planlægger at opstarte en forening med småerhverv og omlægge jorden til permakulturelt, økologisk, syntropisk og regenerativt skovlandbrug. Planen for de 22 ha. er på nuværende tidspunkt at etablere grøntsagsproduktion, nøddesavanne, syntropisk skovlandbrug, frugtplantage, Pawlonia træer, samt holistisk afgræsning med høns, får og kvæg.

Vi overtager gården 1. april 2026 og overtager jorden efter høsten i 2026. Skovlandbruget opstartes i etaper. Teamet er ikke komplet endnu, så hvis du går med en drøm om at være en del af et fællesskab omkring skovlandbrug, så kontakt os endelig. Vi har brug for folk, som har lyst til at gå hele vejen. Folk som har lyst til at leve på en ny måde i kontakt med naturen og jorden hver dag. Vi skal eksperimentere med en fødevareproduktion, som efterligner naturens egne økosystemer. Skovlandbruget på Humlebækgård bliver med tiden natur og fødevareproduktion i ét, med formålet om at øge biodiversitet, kulstoflagring og vandretension.

Kort over Humlebækgaard Skovlandbrug med arealanvendelse, herunder natureskov, nødde savanne, bær- og frugtplantager, salathave, husets have samt holistisk afgræsning, omgivet af en markskel og vejstrækning.

Designudkast over dyrkningssystemet på Humlebækgård
Dyrkningsdesignet kommer til at ændre sig i takt med at vi finder dem der skal bo på gården og dyrke jorden.